Vi spiser mindre kød
29 procent af kvinderne holder gerne kødfrie dage i løbet af ugen og går dermed forrest i en trend, hvor kødet undlades i et måltid. Det skyldes mest pga. sundheden og handler i mindre grad om at skåne koen for lidelser. Det viser en undersøgelse gennemført af Kundepanelet for De Samvirkende Købmænd (DSK).
Analysen bygger på næsten 1.300 forbrugersvar.
”Når det gælder forbruget af kød, deler befolkningen sig i to næsten lige store grupper. 44 procent kan ”godt lide at spise kød” og forventer ikke at reducere deres forbrug. Men samlet set holder lige så mange – altså 44 procent kødfrie dage eller har et ønske om at spise mindre kød, siger adm. direktør John Wagner, DSK.
Når forbrugerne vælger at spise intet eller mindre kød, handler det ifølge undersøgelsen mere om sundhed og miljø end økonomi og dyreetik.
Godt tre ud af 10 svarer, at fravalg af kød handler om egen eller familiens sundhed. Næsten lige så mange angiver hensynet til miljøet. 16 procent angiver, at de ikke spiser kød af dyreetiske årsager.
Landbrug & Fødevarer, der har analyseret data fra bl.a. GfK ConsumerScan rapporter og svar fra 3.000 forbrugere, tegner et tilsvarende billede med flere og flere forbrugere, der på udvalgte dage begrænser eller helt fravælger kød i aftensmaden:
51 procent siger, at de har én eller flere dage på en typisk uge, hvor aftensmåltidet ikke indeholder kød, og 17 procent af forbrugerne siger, at de spiser mindre kød i forhold til for et år siden.
Af markedsanalysen fra Landbrug & Fødevarer fra december 2016 fremgår det, at: ”En ny kvalitativ undersøgelse viser samtidig, at selv om tanker om bæredygtighed og sundhed primært driver trenden om mindre mængder kød, spiller en åbenhed over for anderledes madkulturer også en rolle”.
Undersøgelser fra bogen Go Green af Bibi Stella Kirkegaard viser, at 17 procent af danskerne i dag, bevidst eller ubevidst, lever som såkaldte flexitarianere. Altså med en eller flere kødfrie dage om ugen. Samtidig overvejer hele 26 procent af forbrugerne at spise mindre kød. Blandt de 18-25 årige gælder det hele 36 procent.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!