Chokolade er godt for dit hjerte
Er du vild med chokolade, så bliver du nok glad for at læse, at et nyt dansk studie indikerer, at chokolade kan have en gavnlig virkning på hjertet, vel og mærke den mørke chokolade. Det er hjerteforeningen, som skriver de opløftende ord.
Der er ingen tvivl om at stykke chokolade kan give lidt ekstra energi sidst på eftermiddagen, når koncentrationen begynder at svigte og trætheden melder sig, men nu tyder det også på at risikoen for atrieflimren (hjerteflimmer) mindskes, når du spiser chokolade i små mængder.
Det er dog ikke ligegyldig hvilken type chokolade du spiser. For at få en gavnlig virkning af stoffet flavonoider som findes i kakaobønnerne, skal det være den mørke chokolade med et kakaoindhold over 70 procent. Flere studier har vist at flavonoider er godt, fordi det modvirker betændelsestilstande, åreforkalkning og kan reducere blodtrykket.
Nu får du som jeg måske lyst til at kaste dig over alskens lækker chokolade, men desværre viser undersøgelser også at den gavnlige effekt kommer, når der indtages mellem 10-30 gram mørkt chokolade dagligt. Spiser du mere end det, får du for mange kalorier, og overvægt og fedme er en meget stor risikofaktor i forhold til at udvikle atrieflimren.
Forsker i Hjerteforeningen Jette Heberg finder også det nye studie interessant:
”Det er et interessant studie, og vi er altid glade for forskning, der omhandler betydningen af kost og livsstil for udvikling af hjerte-kar-sygdom. Det ville da være fantastisk, hvis chokoladeindtag kunne beskytte hjertet, men man skal være opmærksom på, at der her er tale om et meget begrænset ugentligt indtag af chokolade, og at studiedesignet indeholder mange usikkerheder, der betyder, at resultaterne skal fortolkes med forsigtighed. Men som sagt er det et spændende studie, og jeg glæder mig til at se, om flere fremtidige forskningsstudier kan underbygge en gavnlig effekt af chokolade på atrieflimren og andre hjerte-kar-sygdomme.”
Vi andre venter også med spænding og indtil da vil jeg tro på, at mit daglige lille stykke chokolade ikke kun er godt for mit humør, men også for mit hjerte.
Om studiet
Det nye studie er baseret på svar fra undersøgelsen ”Kost, kræft og helbred”, hvor 57.053 danskere i alderen 50-64 år i årene 1993-1997 har svaret på en række spørgsmål om deres kost. Forskerne har koblet svarene fra deltagerne til Landspatientregistret for at finde ud af, om forsøgspersonerne efterfølgende har fået konstateret atrieflimren. Resultaterne viser en sammenhæng mellem chokolade og reduktion af risikoen for at udvikle atrieflimren.
Forsøgspersoner, som spiste chokolade én gang om ugen (maks. 30 gram), havde reduceret risiko for atrieflimren. Indtagelse af chokolade to til seks gange om ugen viste yderligere reduktion af risikoen.
Den gavnlige effekt ser dog ikke ud til at være proportionel med mængden af chokolade du indtager, hvis du spiser mere end 30 gram om dagen 2-6 dage om ugen. De forsøgspersoner som spiste mere end 30 gram chokolade om dagen, så ikke ud til at have nogen gavnlig effekt.
3.346 ud af de 57.053 forsøgspersoner fik konstateret atrieflimren.
Kilder Heart, videnskab.dk, hjerteforeningen.dk
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!