En gang rytter – altid rytter

Det meste af min barndom og ungpigeliv var jeg en aktiv rytter, men efter skolen fik jeg lyst til at rejse og sidenhen uddanne mig og stifte familie, så ridningen blev lagt på hylden. Først efter en alvorlig sygdom, fik jeg lyst til at bryde min grænse og forsøge mig som rytter igen – og det var ikke uden en vis nervøsitet.  

Havde nogen spurgt mig som ung om jeg ville droppe ridningen, havde jeg sagt aldrig. Men sådan blev det alligevel, da andre ting kom i vejen, og fordi ridning og det at holde  hest både er en bekostelig affære og kræver meget tid. Men efter min sygdom med brystkræft, trængte jeg til at bryde grænser og gøre noget for mig selv, og da jeg tidligere havde været en passioneret rytter, var det oplagt at begynde og ride igen.  Jeg spurgte derfor min veninde om hun kunne skaffe mig en ridetur.

Det er nu 7 år siden og selvom det var meget grænseoverskridende at sætte mig op på en hest efter mere end 15 års pause, er det, det bedste jeg har gjort. I dag er jeg igen aktiv rytter og har stor glæde af min ridning.

Det er sundt at overskride grænser

Akavet og nervøs stod jeg i stalden igen efter mange års fravær. Jeg stod nu som en anden nybegynder i kikset outfit og ventede spændt på min ridetur. Da min veninde vidste, at jeg tidligere havde været en garvet rytter og haft flere ungheste, kastede hun kækt grimen og striglekassen over til mig, så jeg selv kunne ordne hesten. Men når man ikke har haft daglig kontakt med heste i flere år, synes de pludselig meget store og voldsomme. Den lethed og omgang jeg tidligere havde haft med heste, var forsvundet som dug fra solen. Det kunne hesten også mærke. Med usikre bevægelser fik jeg møvet en grime på og trukket hesten ud på staldgangen, hvor jeg med stor forsigtighed fik den striglet. Da det kom til at sadle op, måtte jeg blank erkende, at jeg simpelthen ikke kunne huske, hvordan trensen skulle lægges på. Hjælpen kom, jeg fik sadlet op og blev klar til at trække i ridehuset.

Læs også: Sådan undgår du stressspisning

En karikeret klovn

I ridehuset gjorde jeg som altid, greb tøjlerne i venstre hånd og satte venstre fod i stigbøjlen. Og vupti – ville svinge højre ben rundt og op og sidde. Hjernen vidste godt, hvad den skulle gøre, men kroppen reagerede overhovedet ikke, som den plejede. Tyngdekraften havde åbenbart udviklet sig meget med årene og jeg lignede mere en karikeret klovn i et cirkus end en garvet rytter, der prøvede at bestige en hest. Nedslået over min kiksede opstigning, måtte jeg ty til skamlen og kom langt om længe op på hesten. Der sad jeg så, som Christian d.V på sin rytterstatue. Næste skridt var så at finde ud af hvad der foregik under mig.

En gang rytter altid rytter

Jeg startede med at skridte stille og roligt rundt for lange tøjler og fornemme hestens bevægelser – og hvor var det skønt igen at mærke det varme og kraftfulde dyr, der bevægede sig under mig. Det hedder sig, at man ikke glemmer at cykle og det gælder også ridning, men her er det ikke en jernhest, men et rigtigt levende væsen, du sidder på, og som kan reagere på lyde og bevægelser, hvilket gør hele situationen lidt anderledes og betydeligt mere nervepirrende. Hesten jeg sad på, havde et roligt gemyt, og der gik heller ikke lang tid, før jeg turde trykke lidt til med benene for at sætte den i trav. Og tjep – jeg kunne sagtens ride letridning og det fik selvtilliden i top. Snart red jeg rundt som ridevant og fik også sat i galop.

Fortsætter til plejehjemmet kalder

Jeg har stort set brugt al min fritid fra jeg var 10 til midten af trediverne på ridning, så selv om min pause på 15 år har været lang tid, er jeg i dag tilbage i god rideform. Min ungdoms vovemod og selvsikkerhed er dog blevet afløst af mere forsigtighed, men også en stædighed og modenhed til at dygtiggøre mig. I dag kan jeg også bedre værdsætte magien. Den søde, varme ånde og ro, hesten giver.
For mig er ridning blevet et helle, hvor jeg kan puste ud og glemme travlheden. Jeg har gennem de seneste år haft parter på forskellige dressurheste og fået masser af undervisning, og rider i dag på min søsters Grand Prix hest. Jeg er ikke tvivl om, at jeg fortsætter til plejehjemmet kalder – og for pokker, når en 70-årig japansk rytter for nogle år siden kunne kvalificere sig til OL – så er der vel også håb for mig.