Jeg føler mig så taknemmelig

Vi havde brand i huset før jul, og det gav os alle en ordentlig forskrækkelse. Alligevel tænker jeg mest på al den hjælp og omsorg vi modtog, hvilket har gjort mig ydmyg og taknemmelig.

Nogle gange skal der en krise til før vi vågner op. Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv, men det jeg oplevede før jul, har fået mig til at være endnu mere taknemmelig over livet og de mennesker jeg omgiver mig med.

Panik, panik

Fredag aften før jul, kommer min mand Claus løbende ned fra første sal og råber at det brænder. Jeg sidder i stuen sammen med vores hund og går ud i entreen. Her bliver jeg mødt af en stor tyk tæt røg, der vælter op fra kælderen. Vores søn Louis er på første sal og han kommer hurtig ned. Vi famler rundt i al røgen, og jeg griber fastnettelefonen og får ringet 112 og vi skynder os ud.

Claus reagerede ved at blive rasende og kunne slet ikke holde ud, at huset ville brænde ned. Han greb fat i haveslangen og ville gå ned gennem kældertrappen og slukke branden. Da vi ikke kunne se flammer, tænkte jeg, at det var en elektrisk brand, så vand var nok ikke det, han skulle bruge. I al min fortvivlelse og angst for at Claus ville slå sig selv ihjel, begyndte jeg at råbe og skrige som en vanvittig. Heldigvis kom en nabo mig til undsætning og overtalte Claus til at holde sig tilbage. Og inden vi så os om, var der blå lys i sigte og brandvæsenet kom.

På vejen i strømpesokker

Så stod vi der midt på vejen kl. halvtolv om aftenen. Jeg husker, at jeg kiggede målløs på hele scenariet og kunne slet ikke rigtig fatte hvad der skete. Flere naboer kom til og trøstede os. Ambulancer kom og pludselig lyste en læge mig i halsen. Jeg havde sod i svælget og blev ført hen til en ambulance. Det kunne jeg slet ikke forholde mig til for jeg kunne sagtens trække vejret – og ja, jeg var oprevet, men følte mig ikke syg. Vores tætteste nabo nåede at fortælle mig, at hun tog sig af vores hund, og at den kunne overnatte hos dem.

I ambulancen gik jeg nærmest i chok. Mine tænder klaprede så meget, at jeg troede jeg ville knuse dem. Ambulancebehandleren sagde, at jeg bare var chokeret og at det snart ville gå over. Jeg fik ilt, fik lagt en nål i armen og behandleren beroligede mig med, at Claus og Louis allerede var på vej til skadestuen i hver deres ambulance, og at begge havde det godt. Imens jeg lå der i al min rysten, kom vores genbo ind og fortalte mig, at han ville komme på skadestuen med overtøj og sko til os.

Læs også: Livet er et mirakel

Taknemmelig over vores sundhedsvæsen og politi

På skadestuen fik vi vores eget værelse og både læger og sygeplejersker var imødekommende, forstående og vi fik rigtig god behandling. Politiet kom senere og gav os besked på status. De havde fået bugt med røgen, kælderen var ødelagt, men ellers var der kun tale om sodskader. Huset blev lukket ned – det var nu et gerningssted, så vi måtte ikke gå ind før der havde været brandskadeeftersyn – og da det snart var jul blev det nok først efter nytår. Vores genbo kom heldigvis med tøj og sko, så vi ikke skulle gå barfodet rundt. Jeg blev overvældet og taknemmelig over al den omsorg vores naboer udviste.
Min taske med telefon, pung og alle mine kort lå i huset og både Claus og Louis havde heller ikke fået deres telefoner med. Politiet udviste stor sympati og med en dosmerseddel i hånden, kørte de tilbage i huset (vi bor tæt på skadestuen) og hentede vores vigtigste ting inklusiv vores IPads. Det glemmer jeg dem aldrig for – jeg ville ikke ane, hvad vi skulle have gjort uden telefoner.

Der er nu ro på

Natten mellem fredag og lørdag Kl. 2.30 blev vi udskrevet. Vi kørte tilbage til huset, hvor der lugtede af sod helt ud til gaden.

Så stod vi der. Kulsorte i hovedet i lånt tøj og kunne ikke komme ind.

Vores forsikring var blevet kontaktet og kort efter vi ankom til vores bopæl, blev vi ringet op af en sagsbehandler, og vi kunne indlogerer os på et nærliggende hotel.

Julen gik med at bo på hotel og hos familie. D. 2. januar, frigav politiet huset, så vi kunne komme ind.

Alt er sodet til og skal køres væk og renses. Huset skal rengøres og males, og kælderen der er helt ødelagt, skal renoveres. Vi er nu genhuset i en lejlighed og tager en dag ad gangen.

Taknemmelige for at vi er her

Der skete intet med os. Var det sket nogle timer senere efter vi var gået i seng og faldet i søvn, kunne vi have sovet stille og rolig ind – vi havde nemlig ikke røgalarm. Men vi er her og jeg er glad hver dag over det ikke gik mere galt end det gjorde.

Jeg tænker ikke mere over de ting vi har mistet, de fleste er pakket ned og hvor meget skade der er sket, ved vi ikke endnu.

Til gengæld tænker jeg over hvor skrøbeligt livet er og hvor taknemmelig jeg er for at være sund og rask. Intet skal mere tages for givet. I stedet vil jeg værdsætte de mennesker jeg omgiver mig med og være taknemlig over, at vi alle overlevede.