Genvandt sin livskvalitet efter brystrekonstruktion

Mia fik fjernet sit ene bryst pga. brystkræft og valgte at få foretaget en brystrekonstruktion. I dag er hun ovenud glad for at hun gennemførte et rekonstruktionsforløb.

For 3½ år siden fik 46-årige Mia konstateret brystkræft og efter endt behandling for kræften, valgte hun at få sit bryst rekonstrueret med et flot resultat.

Brystkræft tager hårdt på kvindeligheden

Brystkræft er den mest almindelige form for kræft blandt kvinder og en ud af ni kvinder får sygdommen. Det kan være et slidsomt forløb med operationer, kemoterapi, stråler og antihormonbehandlinger.

Sygdommen og den efterfølgende behandling kan tage hårdt på kvindeligheden. Mange kvinder får fjernet deres bryst og de fleste taber håret pga. kemoterapi og for de kvinder som endnu ikke er gået i overgangsalder, sætter antihormonbehandlingen den kunstigt i gang.

Håret vokser heldigvis ud igen og overgangsalderen skal alle igennem før eller siden, men det mistede bryst vil altid påminde om, at der har været tale om en alvorlig sygdom. Derfor vælger de fleste kvinder ligesom Mia at få en rekonstruktion af brystet.

Jeg var i chok

Mia er ingeniør, gift og har tre børn.

Mia havde over en periode observeret en lille rynke på brystet, men alle omkring hende beroligede hende med, at der ikke var grund til bekymring.

”Da jeg kom hjem efter en venindetur, mærkede jeg en lille knude omkring rynken, så jeg blev alligevel ængstelig på trods af, at ingen troede det var alvorligt. Jeg gik til lægen og blev straks henvist til en kræftpakke, så jeg kunne blive udredt,” fortæller Mia.

Derefter gik alting meget stærkt. Mia fik tid til mammografi, hvor der ikke var nogen knude at se på billederne, så man foretog også en ultralyd scanning. På scanningen fandt man ikke kun en, men to knuder og der blev efterfølgende taget en biopsi. Ugen efter, en torsdag, fik Mia sammen med sin mand svar på biopsiprøven. Hun havde brystkræft og lægerne anbefalede, at hun fik fjernet brystet. Mia fik tid til operation allerede den kommende mandag og derefter gav sygeplejersken og lægen hende et væld af informationer om operationen og efterbehandlingen.

”Jeg gik fuldstændig i chok og kunne slet ikke sluge alle de informationer jeg fik. Jeg kan huske, at sygeplejersken fortalte noget om, at jeg godt kunne beholde min seksualitet, og også om muligheden for at få rekonstrueret mit bryst. Men en kommende brystrekonstruktion var ikke lige det, der fyldte på det tidspunkt. Jeg tænkte mere på om jeg ville overleve,” siger Mia.

Da Mia og hendes mand kom hjem, fortalte de deres børn den dårlige nyhed og Mia fortalte familie, venner og kollegaer om hendes forestående operation. I weekenden kunne hun ikke lade være med at google om sygdommen og hvilke prognoser, der var for overlevelse.

Snart blev det mandag og Mia skulle opereres.

Svært at se sig selv

Operationen gik som planlagt, men efter operationen havde Mia svært ved at se sig selv i spejlet.

”Jeg kunne ikke få mig selv til at se på arret og jeg ønskede heller ikke at min mand så det. Jeg synes det var så svært, og jeg følte noget af min kvindelighed var taget fra mig.”

Seks uger efter operationen startede Mia i et kemoforløb med seks kemobehandlinger og ikke nok med brystet var fjernet, så røg håret nu også af.

”Mærkeligt nok, synes jeg det var endnu svære at tabe håret. På en eller anden måde blev det mere synligt, at jeg var syg. Mit manglende bryst kunne jeg dække over ved at bruge silikoneimplantat i bh’en, men mit manglende hår og øjenbryn var sværere at skjule.”

Silikoneimplantatet brugte Mia også om natten og under træning, for ikke at føle sig skæv i kroppen.

Tiden efter operationen og under kemobehandlingen blev Mia henvist til Krop & kræft – et træningsforløb med andre kvinder som også havde brystkræft. Et forløb hun var meget glad for og som hun fik stor udbytte af – og her tre år efter har Mia stadig kontakt med flere af de andre deltagere.

Tid til brystrekonstruktion

Der gik et helt år inden det var muligt for Mia at få foretaget en brystrekonstruktion. Kræftoperationen og behandlingen havde foregået på Herlev hospital, men da Mia skulle have sit bryst rekonstrueret, fik hun en henvisning til overlæge Trine Foged Henriksen på Capio CFR i Lyngby.

”Jeg blev meget positiv stemt, første gang jeg mødte Trine Henriksen. Hun virkede utrolig sympatisk og dygtig. Hun informerede mig om operationen og gav mig håb om, at jeg nok skulle få et fint bryst igen.”

Mia skulle have rekonstrueret sit bryst ved hjælp af en ekspander – en ballon fyldt med saltvand, som udvides hver uge med mere saltvand, i alt fire gange.

Læs mere om rekonstruktionsteknikker og se billeder HER:

”Det gjorde lidt ondt hver gang, der skulle fyldes mere saltvand i, men ikke værre end at smertestillende piller kunne ta’ smerten, så det var til at holde ud. Men jeg havde en følelse af, at mit bryst til sidst sad helt oppe i ansigtet.”

Ballonen blev sprøjtet med rigeligt saltvand, så det blev større end det andet bryst, hvilket er nødvendigt for at få et flot resultat.

Da udvidelsen af brystet var færdigt, fik Mia indopereret et dråbeformet implantat og samtidig fik hun transplanteret fedt fra maven til at forme brystet, så det kom til at se mere naturligt ud. I det andet bryst fik hun også indopereret et lille implantat, så størrelsesforholdet blev intakt.

Har fået flottere bryster efter brystrekonstruktion

Siden den første operation har Mia gennemgået endnu en korrektion med fedttransplantation, fået opereret en brystvorte og blevet tatoveret omkring brystvorten.

”Mine bryster er faktisk blevet flottere nu end de var før jeg fik kræft. Det kunstige bryst kan indimellem godt føles lidt koldt, men jeg har stadig følelser i det. Jeg er ovenud glad for resultatet og for at jeg gennemgik forløbet. I dag føler jeg mig ikke længere syg og ser heller ikke syg ud.”

Mia vil varmt anbefale andre kvinder at gøre det samme, selvom det er et langt forløb.

”Når man står midt i det, er man træt af at være patient, men den glæde der er efter resultatet, overskygger alt andet. I dag bliver jeg ikke længere påmindet om, hvor syg jeg har været. Nu ser jeg en rask kvinde i spejlet med nogle rigtig flotte bryster,” slutter Mia.

Se filmen, hvor Mia fortæller sin historie HER 

Fakta

Heldigvis overlever de fleste brystkræft i dag og det betyder også at der sættes større krav til efterbehandlingen, så livskvaliteten kan genvindes.

En rekonstruktion er dog ikke noget der gøres ved en enkelt operation, men kræver ofte flere korrektioner.  I de sidste fem år er der sket en stor udvikling i rekonstruktionsteknikker, ligesom der nu er langt bedre muligheder for at korrigere tidligere operationsresultater.

Ofte kombineres flere teknikker for at skabe så naturligt et resultat som muligt. Hver eneste kvinde er unik, og hver brystrekonstruktion og korrektioner efter tidligere brystoperationer skal planlægges, designes og udføres under individuel hensyntagen.